-
Business-update: Elon Musk med nyt våben mod nordiske fagforeninger
Source: BDK Finans / 14 Dec 2023 09:40:37 America/Chicago
Kære læser Det er blevet torsdag eftermiddag og tid til en Business-update her fra Berlingskes erhvervsredaktion. Vi har været gennem nyhedsbilledet på erhvervsmedierne herhjemme og i udlandet og forsøger at servere et tværsnit for dig, så du kan gå ind i aftentimerne og føle dig fuldt påklædt. God læselyst! Dagens hovedhistorie Tesla skærper kampen mod fagforeningerne Som beskrevet flere gange også på Berlingske er stifteren af Tesla, Elon Musk, gået til kamp mod fagforeningerne i de nordiske lande. Nu skærper Elon Musk kampen og tager et nyt våben i brug. Det skriver borsen.dk. I et nyt jobopslag søger Tesla en specialist i statslige anliggender i Norden. Det fremgår af et jobopslag på selskabets hjemmeside. Det skal være en person, som har »en dokumenteret succesrate inden for at få foretaget reguleringsændringer i Norden«. Vedkommende skal have base i Stockholm eller Oslo, og det er en nødvendig egenskab at have en betydelig erfaring med påvirkning af nordisk lovgivning og regulering. Det er naturligt nok usikkert, hvad det mere præcist kommer til at betyde i den faglige kamp, som Tesla i øjeblikket kører i de nordiske lande. Den startede i Sverige, hvor Tesla siden midten af oktober har ligget i kamp med fagforeningen IF Metall. Konflikten har fået fagforeningerne i Norge, Finland og Danmark til at bakke op. Det har ligeledes bredt sig til, at den store pensionskasse PensionDanmark vil sælge sine aktier i selskabet. Elon Musk er svoren modstander af fagforeninger og har ikke overenskomster nogen steder. Ellers bliver der i medierne skrevet om: #1 Stor usikkerhed om kørselsfradrag I forbindelse med finansloven for 2024 blev der vedtaget et særligt kørselsfradrag for 196.000 pendlere i 25 yderkommuner. Men med kun 17 dage tilbage af 2023 er det fortsat usikkert, hvor mange penge der er på vej til pendlerne, og hvordan det nye fradrag bliver håndteret. Det skriver finans.dk. Skatteministeriet arbejder på at »tilvejebringe de lovgivningsmæssige rammer«, skriver ministeriet i en mail til Finans. #2 Fodboldaktie er meget populær FC København har succes i Europa og er gået videre i Champions League, og det kan ses på Parken Sport & Entertainment-aktien. Aktien er steget med 129 procent i år, og den ligger og kæmper med Scandinavian Brake Systems om at være den danske aktie med det højeste afkast for året. Det skriver borsen.dk. En stor del af årsagen er ifølge aktiechef i Artha Kapitalforvaltning, Lars Hytting, netop succesen i Champions League. # 3 Erhvervskvinder vil have kønskvoter Det går alt for langsomt med at få flere kvinder i bestyrelserne for de danske virksomheder. Derfor skal regeringen indføre kønskvoter. Det mener en række markante erhvervskvinder. Det skriver borsen.dk. Det drejer sig blandt andet om administrerende direktør i Sydbank, Karen Frøsig, og Stine Bosse. Hun var som koncernchef i forsikringskoncernen Tryg den første kvindelige topchef i C20. Tre uundværlige fra Business: A. Oliegigantens topchef løj om et hemmelige forhold – nu trækkes han en kvart milliard i løn BPs tidligere topchef er nu reelt blevet fyret, tre måneder efter at han selv sagde op, da det kom frem, at han havde haft flere forhold til ansatte, men løjet over for sin bestyrelse. Læs historien her. B. Vestager svinger hammeren over for Apple iPhone-gigantens stramme styring af alle apps – og betalingen gennem dem – ventes at få et skud for boven, når den danske konkurrencekommissær i begyndelsen af 2024 griber ind, efter at Spotify for snart fire år siden klagede. Amerikansk dommer har netop givet Google et knusende nederlag for samme forseelser. Læs historien her. C. Flekslånere kan ånde lettet op. Ikke flere renteforhøjelser fra ECB Det er slut med renteforhøjelser fra Den Europæiske Centralbank (ECB) og dermed også fra den danske nationalbank. Flekslånere kan ånde lettet op. Det store spørgsmål er, om ECB også vil tage skridt mod rentenedsættelser. Læs mere her. Tak fordi du læste med. https://www.berlingske.dk/oekonomi/business-update-elon-musk-med-nyt-vaaben-mod-nordiske-fagforeninger